Byprofil

Går man igennem skoven i Skanderborgs udkant en helt almindelig efterårsdag, er det svært at forestille sig, at der her, hvert år den anden weekend i august, samles op mod 40.000 mennesker (publikummer, frivillige, musikere og andet godtfolk), med den eneste mission at feste stort en hel weekend igennem. At det ude i en skov er muligt at indtage stort set hvad som helst ens musikalske, kulinariske, sociale og vinøse appetit måtte begære. At der er rindende vand i håndvaskene og vandskyllende toiletter. At man under åben himmel kan blive bombarderet af lys, lyd, lugt, mangesidede indtryk og massevis af smukke mennesker. Og at det hele er væk og skoven iklædt sin vante dragt, blot et par uger efter. Men sådan har udviklingen været siden dengang i 1980, hvor en flok unge idealister besluttede sig for at lave den musikfestival, de mente byen manglede.

Skanderborg i 1980 flød ikke ligefrem med musikalske tilbud til en hungrende ungdom – men havde inde i den smukke gamle bøgeskov et naturligt samlingspunkt, ved det amfiteater der gennem årene var blevet brugt til alskens former for underholdning. Her havde godtfolk fra Skanderborg og omegn samlet sig siden 1928 – til bl.a. dyrskuer, operaforestillinger og politiske møder. I 1938 var det, der allerede dengang var kendt som Danmarks smukkeste friluftsscene, sågar ramme omkring Danmarks Afholdsforenings kongres. Det var nu ikke just afholdenhed, der prægede de fem unge mennesker, der i 1980 søgte og fik tilladelse til at afholde en én-dags musikfestival. Deres drøm var at lave et arrangement, der kunne skaffe penge til at starte det faste spillested, de mente, Skanderborg manglede.

Der er som regel meget smukt ude i den gamle bøgeskov – og det var der sikkert også lørdag den 5. juli 1980. Fra dem der var til stede, er der dog ikke særligt præcise overleveringer at støtte sig til – og i pressen er der kun skrevet meget sparsomt om arrangementet. Arrangørerne husker det som en dejlig dag, endskønt flere af dem blev så fulde undervejs, at de fleste detaljer for længst er gået fløjten. En enkelt fra arrangørgruppen oplevede nærmest ikke den festival han så længe havde arbejdet på – da lidt for kraftig omgang med en hashpibe tidligt gjorde ham både paranoid og så bange for træerne, at han var nødt til at gå hjem. Sikkert er det, at de PA-folk der kom fra Århus ikke var specielt glade for forholdene, da de om formiddagen kom med lydanlægget – så i huj og hast måtte der laves et lille telt til at dække over mixerpult og andet udstyr.
Udover den spartanske scene, med lånte presenninger hejst ovenover som tag, bestod festivalen af en skurvogn, man havde lånt af kommunen, et villatelt hvorfra der blev solgt pølser, endnu et telt hvor der blev solgt øl og endelig en lille bod, der solgte myggebalsam og Luna-plader.

Nærmeste offentlige toilet var på Capri – adskillige hundrede meter væk – og derfor stod der to latriner for enden af skurvognen.

Publikums udladninger endte i store toiletspande, hvis tømning var fordelt mellem nogle af de optrædende musikere. Da jobbet ikke var specielt behageligt, ventede man som regel til sidste øjeblik med at bære spandene ud til det hul der var gravet i skoven til formålet. Det betød til gengæld, at spandene så blev temmelig fyldte, ja, vel nærmest overfyldte – hvorfor det krævede en vis behændighed at balancere de storskvulpende spande ud til hullet i skoven. Og blandt den første festivals legender er da også beretningen om en forsanger, der til lejligheden havde anskaffet sig et par smarte, spidse og lange cowboystøvler, der ville gøre sig rigtig godt på scenen. Så smarte var de, at han trak dem udover cowboybukserne. Desværre havde netop han undervurderet skvulpene fra toiletspandene – og endte med at få en del af ladningen ned i sine nye støvler. Man kan så selv forestille sig, hvordan det efterfølgende har været at lege rockstjerne i de støvler – en af dem, der så det siger, at sangerens karriere nærmest stoppede der…

Var der gravet hul til afføring og urin – havde arrangørerne dog på ingen måde taget højde for de supportere der ankom sammen med Åbyhøj-bandet Cozie. De indtog pladsen på deres motorcykler, insisterede på at overtage bestyrelsens skurvogn – og var i det hele taget rimelig rockeragtige. Ingen skulle have noget klinket – og derfor accepterede man deres krav, også at Cozie skulle være sidste band på festivalen, en plads der ellers var tiltænkt hovednavnet Luna.

Men musikken spillede, folk havde det hyggeligt, og der blev langet mange små Faxe Fad over disken i ølteltet. Spam Band kom og optrådte. Godt nok helt uden instrumenter, men med to piger der vist dansede og sang noget kor indimellem, med den unge Philbert (egentlig hyret som trommeslager) der bare stod og råbte ”spam spam spam” og ”træls træls træls”, i hvad der virkede som en uendelighed og endelig hovedmanden, en engelsk hippie, der stod og reciterede syrede tekster oven på denne særprægede bund. Thunderbirds var der med deres velsmurte halbal-maskine og det samme var Kurt, med deres udgaver af sange fra ZZ Top´s og Ry Cooders´ repertoire. Bocachio – der senere blev til avantgarde-bandet Picnic – spillede vistnok egne numre, og det samme mener man også var tilfældet med Sabrock, der som navnet antyder kom fra Sabro. Freche Bande står nogenlunde klart for arrangørerne, dels på grund af bandets frontfigur, Bent Kehlet, der spillede en ret forrygende Jimi Hendrix-guitar – men mest fordi gruppens pressemeddelelse lovede ”Garanteret Hot Dogs, hajer og pisk” og ”lemlæstelse af grillkyllinger”.

Topgruppen Luna fik spillet deres koncert – men da Cozie stod for tur til finalen, var der efterhånden faldet så megen regn, at det var uforsvarligt at fortsætte. Det var ikke populært for arrangørerne at aflyse netop dem – og nogen husker at blive jaget rundt i skoven af bandets supportere, der ville uddele bank for aflysningen. Det endte dog med, at man lovede Cozie en plads i den amatørkonkurrence, arrangørerne havde planlagt at holde i løbet af vinteren – og det formildede de vrede fans så meget, at ingen af arrangørerne led fysisk overlast.

Hvor mange tilskuere der egentlig var, er der ingen der rigtig ved – men noter fra dengang siger et sted mellem 600 og 1.000 stk. Mange forsvandt dog tidligt på eftermiddagen, trætte af den regn der faldt dagen igennem – og da aflysningen af Cozie var en realitet og festivalen dermed var slut, kunne samtlige tilbageværende være i det villatelt, der solgte øl. Der stod man så og havde det egentlig ganske udmærket. Da skoven efterhånden var blevet så mørk, at man knapt kunne finde ud af den igen, tog de glade arrangører og deres hjælpere så ind på det lokale værtshus Marius Øltapper for at fejre en veloverstået festival.

Et par dage efter festivalen skulle kassen gøres op. Men da den var solidt sammensvejset af 3mm jern, skulle der en skærebrænder til at åbne den – med det resultat at flere pengesedler blev lidt svedne i kanten. Der var så heller ikke helt så mange kontanter i den, som man havde håbet. Alt i alt havde festivalen kostet omkring 17.000 kr., men der var kun små 13.000 til at betale regningerne med. Heldigvis trådte den lokale trykker til som redningsmand – gælden til ham for plakater og programmer svarede sådan cirka til underskuddet – og han sagde til bestyrelsen, at de jo så var nødt til at lave festival igen året efter, og så kunne han få sine penge til den tid.

Skanderborg Festival nummer to blev afholdt den 15. august 1981, og der var skruet op for både ambitioner og musikprogram. TV-2 og Sneakers var hovednavnene, og der er ingen der betvivler, at det i det hele taget var en mægtig festival der i 1981. Solen skinnede, stemningen var høj og musikken helt i orden. Men budget kunne de stadig hverken lægge eller overholde. Festivalen var planlagt til at koste i omegnen af 110.000 kr. – og til at løbe rundt med 1.500 – 1.800 betalende tilskuere.

Hvor mange der egentlig kom, ved man ikke – for af en eller anden grund var billetsalget ubemandet det meste af dagen, så ud over dem, der havde købt i forsalg, kom de fleste gratis ind. Der var ikke helt styr på vagtplanerne – og færre til at rydde op og hjælpe til end medhjælperlisten ellers gav udtryk for. Der var afgjort mange flere gæster end året før – men det endte alligevel med samlede udgifter på omkring 150.000 kr. og et underskud på omkring 35.000 kr., selv efter at der var spædet til med de penge foreningen havde på bankbogen efter at have afholdt andre arrangementer.

Det var ret mange penge for en flok unge mennesker, der enten studerede, var i lære eller på bistandshjælp (hvilket dengang gav den formidable sum af 250 kr. om ugen). Endnu engang trådte lokale forretningsfolk til med langstrakte kreditter – og tredje gang viste sig heldigvis også at være lykkens gang. Skanderborg Festival 1982 blev afholdt som en todages fest den 13.-14. august – og der var omkring 4.000 gæster til noget, der nu for alvor mindede om et professionelt arrangement, med navne som Anne Linnet Band, Björn Afzelius og Tøsedrengene som de store tilskuermagneter. Der var overskud, og gælden var ude af verden.

I 1985 skiftede man navn til Danmarks Smukkeste Festival – og har gennem årene vokset sig til at være Danmarks næststørste musikfestival. Og meget mere end en festival. I dag er der nærmest tale om et overflødighedshorn af oplevelser. Et tilbud til alle sanser, der hvert år modtages med jubel af de op mod 25.000 betalende tilskuere, der gæster Danmarks Smukkeste Festival. I dag er det nærmest reglen, at der er udsolgt måneder i forvejen – og med en totalomsætning på mere end 60 millioner kroner (2006) betyder det økonomisk råderum til både at trække nogle af de allerstørste internationale musiknavne til bøgeskoven og til hvert år at finde på nye spektakulære tiltag, som eksempelvis at få et udrangeret S-tog eller et flyvrag transporteret ud i skoven, som endnu én på opleveren til det begejstrede publikum. Men det mest fantastiske – eller smukke, om man vil – er, at Danmarks Smukkeste Festival stadig opererer på den samme formålsbeskrivelse og på den samme festivalklub, der blev skabt tilbage i 1980. Danmarks Smukkeste Festival kan kun lade sig gøre fordi den – så professionelt afviklet og bestyret den er – stadig er et non-profit-foretagende, der afvikles af omkring 10.000 af festivalklubbens frivillige medhjælpere. Overskud skal kun bruges til én ting: til at gøre fremtidens festival endnu bedre.

Poul Martin Bonde
Forfatter til bogen ”Smuk”, om de første 25 år med Danmarks Smukkeste Festival.