Søerne og Gudenåen

De mange søer og den efter danske forhold store å, Gudenåen, er blandt Skanderborg kommunes fine naturseværdigheder. Landskabet med de store vandflader, som skærer sig ind imellem nogle af Danmarks højeste bakker, har betegnende nok fået navnet det midtjyske Søhøjland. 

Her finder vi Mossø, som med sine 16,6 km2 er Jyllands største og Danmarks 3. største sø. Skanderborg Sø er mindre (8,6 km2), men dog på en 6. plads blandt Danmarks søer. Også Julsø ved Himmelbjerget, hvis sydøstlige bredder ligger i Skanderborg kommune, er med 5,8 km2 en af landets ti største søer.

Gudenåen har via mindre åløb forbindelse til de fleste af Søhøjlandets søer, så man taler om et Gudenå-system af søer og vandløb. Stilling-Solbjerg Sø er en undtagelse, da den har afløb via Århus Å.

Landskabets dannelse
Landskabet i Søhøjlandet er dannet under og efter sidste istid. Den enorme ismasse, som dækkede hele området, skubbede vældige mængder jord og sten og gav derved det underliggende land dets bakkede form.

Ved istidens afslutning løb smeltevandsfloder under ismassen og i de isfrie områder igennem store øst-vest-gående dale, som var skabt af forskydninger i undergrunden. Herved dannedes et hovedtræk i nutidens landskab, nemlig de store øst-vest-gående dale med søer. Nogle steder banede smeltevandet sig vej i andre retninger især mod nord, og det er baggrunden for Gudenåens nordlige løb i dag med retning mod Randers Fjord.

Enkelte kæmpestore isblokke blev liggende tilbage. Da de efterhånden smeltede, opstod der fordybninger i terrænet, som i dag fremtræder som dybe søer. Det er årsagen til, at f.eks. den forholdsvis lille Ravnsø har en dybde ned til 33 m.

Livet ved vandet
Da isen var væk, rykkede snart planter og dyr og med dem mennesker ind. De mange bopladser, som er fundet ved Gudenåen og søerne, vidner om, at stedet var ideelt for stenalderens jægere og fiskere.

Oldtidens mennesker lavede både af udhulede træstammer, de såkaldte eger. Denne bådtype blev faktisk anvendt i Søhøjlandet indtil første halvdel af 1800-tallet, hvor den kendtes under det østjyske navn knobskib (knub = træstamme). Man byggede også andre bådtyper i jernalderen, hvilket fundet af en såkaldt udspændt stammebåd i Mossø fra omkring 500 e. Kr. vidner om. Båden er en mellemform mellem knobskibet og den klinkbyggede båd.

Allerede på den tid var der et vejnet i Søhøjlandet med tilhørende vadesteder og broer. Ved Fuldbro Mølle ved Mossø er der fundet rester af et stenlagt vadested fra 600-tallet. Ved Falgård, lidt syd for Ry, har man dateret et ca. 70 m langt bro- og dæmningsanlæg til 900-tallets slutning, dvs. i Harald Blåtands regeringstid. På dette sted lå en af oldtidens og middelalderens vigtigste øst-vest-gående veje, hvilket hulveje i området også vidner om.
Mange af 1100-tallets danske klostre blev bygget ved søer og vandløb.

Det gælder også Søhøjlandets klostre som f.eks. Ring kloster ved Skanderborg Sø og Øm, Voer og Vissing klostre ved Mossø. Her udnyttede munkene og nonnerne deres kendskab til at opstemme vandet, bygge vandmøller og drive fiskeri ved hjælp af fiskegårde. Det sidste havde stor betydning, da man ikke spiste kød i fastetiden.

Vandmøllerne fortsatte med at fungere efter at klostrene var nedlagt i 1500-tallet, men først i 1800-tallets slutning kom en egentlig industri i gang på Søhøjlandets vandmøller. Det var især med produktion af papirmasse som på Klostermølle og Ry Mølle. Det sidste sted blev der også bygget et lille elektricitetsværk, som fungerer endnu i dag.

Fiskeriet gav i århundreder et vigtigt bidrag til både føden og indtægterne for folk i Søhøjlandet. Men i løbet af 1900-tallet svandt det ind både mht. fangst og fiskere. I 1920’erne var der stadig et dusin fiskere ved Mossø, som levede af, hvad de kunne fange i søen. I dag er der to erhvervsfiskere tilbage i hele Søhøjlandet. Men fiskeri – nu i form af lystfiskeri efter bl.a. ørred, sandart, aborre, gedde og ål – trækker fortsat mange beboere og turister ud til områdets søer og åer.